Hvilken dødelig kan få sne til at falde for sin elskede?
17. februar 2021
"Tiden til at tage vanen var inde, jeg blev modtaget af kapitlet, men hvordan kunne jeg finde på at holde en ceremoni? De talte allerede om at give mig den hellige vane uden at få mig til at gå, da det blev besluttet at vente.
Mod alt håb kom vores kære far sig over sit andet angreb, og Monsignor fastsatte ceremonien til den 10. januar.
Ventetiden havde været lang, men også, sikke en smuk fest!... intet manglede, intet, ikke engang sneen...
Jeg ved ikke, om jeg allerede har fortalt dig om min kærlighed til sne. Da jeg var lille, glædede dens hvidhed mig? en af de største fornøjelser var at gå under snefnuggene. Hvor kom denne smag for sne fra?... Måske fordi, som en lille vinterblomst, den første udsmykning, hvis udsmykkede natur mit barns øjne så, må have været hendes hvide frakke... Nå, det havde jeg altid ønsket mig den dag, jeg tog min vane på. , ville naturen være prydet i hvidt som mig. Dagen før denne smukke dag kiggede jeg trist på den grå himmel, hvorfra der fra tid til anden slap en fin regn og temperaturen var så mild, at jeg ikke længere forventede sne.
Den følgende morgen havde himlen ikke ændret sig; men fejringen var dejlig, og den smukkeste, den mest henrivende blomst var min elskede konge, aldrig havde han været smukkere, mere værdig...
Han var beundret af alle; den dag var hans triumf, hans sidste fejring her nedenfor. Han havde givet alle sine børn til den gode Herre, fordi Céline havde betroet ham sit kald, han havde grædt af glæde og var gået med hende for at takke ham, som "havde gjort ham den ære at tage alle hans børn.
Ved slutningen af ceremonien indspillede Monseigneur Te Deum, en præst forsøgte at påpege, at denne sang kun blev sunget ved professioner, men fremdriften blev givet, og taksigelsessalmen fortsatte til slutningen. Behøvede fejringen ikke at være fuldendt, da alle de andre var samlet der?...
Efter at have kysset min elskede konge en sidste gang, gik jeg tilbage ind i indhegningen, det første jeg så under klostret var "min lille lyserøde Jesus" smilende til mig midt mellem blomsterne og lysene, og straks faldt mit blik på snefnug... gården var hvid som mig.
Hvilken delikatesse af Jesus! Han forhindrede sin lille forlovedes ønsker og gav hende sne... Sne, hvem er den dødelige, der kan få det til at falde ned fra himlen for at charmere sin elskede?... måske blev verdens mennesker lavet. Dette spørgsmål, hvad er sikkert er, at sneen fra min overtagelse af vanen forekom dem som et lille mirakel, og at hele byen var forbløffet.
De syntes, jeg havde en mærkelig smag for sne... Så meget desto bedre! Dette bragte endnu mere den uforståelige nedladenhed frem fra jomfruernes Brudgom... af ham, der værdsætter liljer så hvide som SNØ!”
Manuskript A, folio 72
